Til gymnasier

Fremtidsskaber er et gratis tilbud om karrierelæring inden for erhvervsuddannelserne.
Sammen med rollemodeller, der selv har valgt den faglærte vej efter deres studentereksamen, overtager Fremtidsskaber skemaet for udvalgte klasser eller årgange. Eleverne introduceres til erhvervsuddannelserne på en måde, der vægter tilstedeværelse, oplevelse og fællesskab.
Fremtidsskaberdagen følger et fast koncept. I løbet af dagen kommer eleverne til at høre om og forholde sig til faglighed og uddannelsesvalg, og de skal deltage i en højspændt udfordring på tid, hvor opgaver og kompetencer fra erhvervsuddannelserne er nøglen til at løse gåder og finde vigtige ledetråde.

Hvem er rollemodellerne
Rollemodellerne er unge mennesker på max. 28 år, der med en studentereksamen i hånden efterfølgende har valgt at gå den faglærte vej.
De er enten i gang med eller har allerede afsluttet en erhvervsuddannelse og er kommet i job.
På Fremtidsskaberdagen vil rollemodellernes oplæg bestå af ærlige og faglige fortællinger om egne studievalg og dialog med eleverne.
Alle rollemodeller har fået professionel træning i at holde oplæg og gå i dialog med eleverne.
Fremtidsskaber-dagen består af flere elementer
Gennem ung-til-ung-formidling får gymnasieleverne mulighed for at høre om fag og fagligheder inden for erhvervsuddannelser, som kan være med til at kvalificere og nuancere deres tanker om valg af uddannelse samt afstemme personlige forventninger til fremtiden.
Rollemodellerne er i gang med eller har nyligt afsluttet en erhvervsuddannelse. I videst muligt omfang har rollemodellerne selv en gymnasial baggrund.
Fremtidsskaber-Udfordringen er et mobilt ”escape room” og en gruppebaseret leg, hvor klasserne får til opgave at løse gåder og opdage ledetråde ved at bruge forskellige materialer og kompetencer fra både erhvervsuddannelserne og deres egen gymnasiale uddannelse.
Klasserne dyster mod hinanden og mod tiden om at være først med løsningen. Med stor diversitet i opgaverne er Fremtidsskaber-Udfordringen udviklet til at kunne favne og engagere alle elever i klassen, og holdene sammensættes ud fra elevernes egne kompetencer og interesse for de erhvervsuddannelser, som legen bringer i spil.
Rollemodellerne er til stede i klasserne under spillet og kan hjælpe eleverne lidt på vej med opgaverne.
Via samtalespillet “Fremtiden i dine hænder” kommer eleverne omkring en række spørgsmål, som sætter gang i deres egne og klassekammeraternes refleksioner og overvejelser om fremtidige uddannelsesvalg, karrieremuligheder og mulige veje dertil.
Rollemodellerne deltager i spillet sammen med eleverne og har herigennem også mulighed for en tættere dialog i mindre grupper.
I frokostpausen kan eleverne sætte sig og få en snak med en eller flere af rollemodellerne.

Planlægning
Fremtidsskaberdagen følger et fast koncept og indeholder som minimum modul 1 og 2.
Inden gymnasieskolen beslutter sig for at få besøg af Fremtidsskaber afholdes et planlægningsmøde, hvor det afklares hvilke og hvor mange årgange og elever, der skal deltage samt hvor mange moduler, Fremtidsskaberdagen skal indeholde.
Der afsættes som minimum 3,5 timer til en Fremtidsskaberdag.
På skolen skal en medarbejder med AV/IT-kompetence være til rådighed. Det anbefales desuden, at en underviser er til stede i hver klasse og oplever dagen og fortællingerne om erhvervsuddannelserne sammen med eleverne.
Forud for dagen tilsendes en vejledning til gymnasieskolen om, hvordan klasserne forberedes til at engagere sig aktivt i programmet.